Fuck SoMe - En medie-dinosaurs svanesang

Kan du svare mig på et spørgsmål?

Hvad gør du, når alt omkring dig er under forandring, og det du tror på pludselig er passé?

Det handler om sociale medier. Jeg er ikke god til det. Det er ret simpelt.

I min hjerne kan jeg godt regne ud hvordan det fungerer. Algoritme, clicks, visninger, interaktioner, følgere, likes, reach, reach, fucking reach… og når jeg har regnet det ud og ved hvad jeg burde gøre for at bruge dem til min fordel, så kan jeg ikke lade være med at tænke:

FUCK SoMe!

Og det er nok det der gør, at jeg ikke er god til det. Jeg kan bare ikke lide det.
Jeg væmmes ved tanken om, at mit reach på Instagram har afgørende betydning for om jeg får et gig som komiker, at mine aktive følgere på facebook er vigtigere for mine karrieremuligheder, end hvor god jeg er til at skrive og levere jokes. Jeg HADER at det er sådan det fungerer idag.

Jeg HADER, at jeg hele tiden skal tilpasse min kommunikation og click-baite mine overskrifter, så det lokker nye clicks ind og gøre det kort og delbart (latterligt ord), og gerne få det til at handle om de ting, der trender i forvejen og forsimple alle budskaber, så alle kan aflæse det på et split-sekund og tænke: “Hø. Det er grineren. Han skriver også om Vild med Dans/Water bucket challenge/Seriemordere - det er jo lige det jeg gik og tænkte på allerede.”
(Og så HADER jeg, at jeg i gennemskrivningen af denne tekst, ændrede “kan ikke lide” til “HADER” fordi det giver mere interaktion og flere clicks. Det kan jeg ikke lide.)

Det gør mig edderspændt rasende, når jeg ser nye podcasts, der så tydeligt at skabt på skabelonen: “Kendte mennesker med mange følgere på SoMe snakker om noget vi allesammen kan relatere til”.
Har Puk Elgaard virkelig en hund!?!?!? Gud hvor spændende…

Det gør mig rygende arrig, når jeg ser tv-formater, hvor flere - ikke alle - paneldeltageres primære berettigelse til at deltage i programmet er, at de har mange følgere og får folk til at tænde for programmet - uanset indholdet.
Ja. Jeg kigger på jer Jim og Ghita!

Og det værste er selvfølgelig, at det temmelig sikkert virker. Det er super-kalkuleret, 100% uden nogen form for kunstnerisk eller journalistisk ambition eller passion. Men der skal nok være lyttere, der klikker på det.
Fordi vores medie-forbrug og adfærd på nettet og tv, er så gennem-analyseret, at det simpelthen ikke kan betales, at lade være med at servere det indhold, der “virker”.
For “hvis ikke min kanal sender den spand varm, klumpet afføring, som marketingsafdelingen har beregnet sig frem til - så gør vores konkurrenter. Så taber vi shares. Og så finder min chef en anden til mit job.”

Og hvad gør man så, hvis man er en hvid, heteroseksuel, kultur-snobbet ronkedor, der sidder i sin stue og nu igen skal have repareret sin computer, fordi den er blevet kylet igennem stuen efter at have klikket på Guldtuben på TV2.

Lader være med at klikke? Godt bud. Men det ændrer jo ikke noget. Så kan jeg læne mig tilbage og se fordærvet sprede sig. Finde et niche-publikum, der kan komme til min hemmelige klub, og vi kan sidde i rundkreds og blive enige om at alle andre er idioter. Det er en mulighed. Men er det godt? Er det sådan det skal være?

”Adapt or Die” er nok det råd som medie-brille-klædte foredragsholdere og management-konsulenter ville give mig. Det synes at være mantraet i et samfund, der er i konstant forandring.
Men hvad hvis jeg synes at de konsulent-typer er de værste i verden? (Altså næst efter finans-spekulanter og Bæredygtigt Landbrug) Skal jeg så lytte til dem? Eller giver det mening at lytte til min uddøende mavefornemmelse?

Jeg har ikke svaret endnu. Men i disse uger er jeg igang med at udvikle min nye forestilling, og håber at jeg kan komme det lidt nærmere.

Min nye forestilling har arbejdstitlen “Click-bait, shitstorm, Bagedyst” og er en fortsættelse af det arbejde, der startede med “Dansk, danskere” (spiller forskellige steder i landet 2019-2020). Den forestilling er et formmæssigt comedy-eksperiment, hvor jeg arbejder på at lade humoren udspille sig imellem publikum og skabe en samtale fra scenen, der både er imellem publikum og jeg - og publikum imellem.
Den tanke fører jeg videre i den nye forestilling og hvor jeg i “Dansk, danskere” lader det cirkulere om vores forståelse af nationalitet og danskhed, så er fokus i denne omgang på sociale medier og den måde vores interaktion på sociale medier påvirker os som mennesker.

For jeg føler oprigtigt, at sociale medier og vores interaktion på samme tid er en gave og en forbandelse, der potentielt kan gøre os dummere og mere dovne og forstærke vores værste instinkter.

Jeg vil gerne høre hvad du tænker om det. Har du gjort dig nogle af de samme tanker?
(Kan du mærke, hvordan jeg får dig lokket til at interagere med min åbenlyst overdrevne interesse for hvad du mener? Effektivt, ja?)

Vi skrives ved inden så længe. Og hvis du trods alt vil følge mine forsøg på at være delbar, så find mig på Instagram som thedanishbeard og på facebook.

Valdemar